Skytternes Længsel

Hallo! Min Remington! Saa ses vi atter.
Et lille gys igennem hjertet gaar.
Og næppe nok i Tankerne jeg fatter,
at vi har været skilt det hele Aar.
Vort Gensyn det er kært, og jeg forsikrer,
at vi i Dag en herlig Time faar.
Kom og læg dig i min Arm.
Tryk dig varmt ind til min Barm.
Remington! Du elskes som min egen Pige.

Min Remington! Min Længsel skal du høre,
det Øjeblik, du fattes af min Haand.
Jeg længes, at din Røst skal naa mit Øre,
saa atter vi kan knytte gamle Baand.
Saa blank du er i dine Riffelgange.
Saa slank du er, som Vidje og som Vaand.
Du forynger fluks mit Sind,
naar du kysser mig paa Kind.-
Remington! Du elskes som min egen Pige.

Og naar jeg lægger an til Skud mod Fuglen,
jeg sanser intet andet her paa Jord.-
Jeg stirrer stift paa Maalet ret som Uglen
og mæler ingen Lyd og intet Ord.
Min Pegefinger bøjes let og længe.
Forventningen er underfuld og stor!-
Nu- da Skuddet braser løs,
er jeg eet med dig – min Tøs!
Remington! Du elskes som min egen Pige!-

Hans Petersen