Skydevæggen

En lille beretning om ”kampen mod skydevæggen” Vi mødtes en søndag morgen kl. 9.00 – dvs. jeg (John Korvin Thomassen) mødte kl. 9.00. Knud Nielsen, og hans søn Rasmus (som også hjalp os i skydeteltet på skydedagen den 13. juni), arriverede kl. 9.15. Min personlige assistent, Carsten Rose (dengang på venteliste, og som jeg har opdraget til at hjælpe både søndag før og onsdag efter skydningen) ankom kl. 9.25 medbringende sine to piger. Efter yderligere 5-10 minutters forgæves venten på Jørgen (og eventuelle uanmeldte frivillige), gik vi i gang med nedtagningen.

Først fjernede vi den yderste væg, der sad centreret lige bag fuglens plads. Den var bygget af stolper i 3″ x 3″ og 1½” x 3″, og ca. 120 cm bred. Stolperne var sømmet sammen, foruden, at de alle var hæftet sammen af et par tværliggere på bagsiden. Det var solidt samlet med krydsende søm. Det var faktisk ikke så slemt, da vi var udstyret med to koben. Dog skal det bemærkes, at der absolut ikke var sparet på søm i samlingerne! I begyndelsen var vi heroiske og bankede alle spidser ind, så det ikke var forbundet med større risiko efterfølgende at håndtere træet. Det opgav vi dog efter et stykke tid (hvor vi nok havde dykket ca. 100 sømspidser).

Bag den lille væg sad den store væg, der var næsten lige så høj som hallens lodrette væg. Engang var den lavere, men den var blevet forhøjet med ca. 100 cm (måske efter dengang man fandt et projektil i hallen?). I bredden var den nok ca. 300 cm. Forrest på den store væg, sad der en fin aluminiumsplade på ca. 120 x 240 cm. Den har kun været monteret i to år, så den havde ikke taget alt for mange projektiler endnu. Nogle af de mærker, der sad i den, var nu meget imponerende. Hvis ikke alle, så har i hvert fald nogle patroner meget god kraft. Når alu-pladen rammes, er projektilet jo trængt gennem 3” trævæg (og muligvis fuglen). Væggen var ca. 30 cm dyb. I siderne var den holdt sammen af et par jernprofiler af enorme dimensioner – 15-20 mm. gods! Front og bag bestod af bjælker, der nok var 2” x 5”

Heldigvis vidste vi, at hulrummet i den store væg var fyldt med småsten (der viste sig at være søsten). Derfor bakkede Knud sin ladvogn helt op til væggen, så de fleste faldt ned på ladet. Samtidigt blev det også lettere at nå det øverste af væggen, da vi kunne nøjes med to stiger på under to meter. Knud og jeg angreb muren bevæbnet med hvert sit koben. Hver enkelt bjælke vred vi løs og lirkede ud, mens mange af stenene drattede ned på ladet. I starten arbejdede vi i hovedhøjde, men snart kom vi længere ned, så det blev lettere. Samtidigt med det, kunne vi konstatere, at det også havde været lettere at bygge den nedre del: Jo længere ned vi kom, des flere søm og hulbånd holdte hver enkelt bjælke. Det var så gentagelser af den samme rutine indtil vi i ca. 100 cm højde ikke længere kunne arbejde fra ladet. I stedet lagde vi en plade til at fange stenene, så det bagefter var lettere at skovle dem op.

Undervejs måtte vi sende Carsten i byen efter drikkevarer – vi var jo gevaldigt heldige med vejret, der var næsten lige så fint, som på Skydedagen. Og mens han var af sted, dukkede Jørgen op (nu havde han haft tid nok til morgenkaffen). Han havde medbragt forsyninger, så vi tog dagens første pause kl. ca. 11.00.

I væggens mellemrum dukkede også tre bolde op: En tennisbold, en lille plastikbold og en fodbold. De små bolde kom meget tilpas til de to piger, mens drengene (Jørgen og Rasmus) tog sig af fodbolden (mens bilen holdt helt op ad muren, var det alligevel svært at beskæftige flere end to personer).

Da vi var kommet i gang igen (kl. ca. 11.04 – eller var det 11.14 (?)) gik der ikke længe, før Broder Formand arriverede for inspektion at fremdriften i arbejdet. I forhold til arbejdets art, var han lidt for velklædt. Det viste sig da også, at han kun skulle inspicere. Der var vist lidt revision, der skulle indhentes.

Alligevel blev han hængende, indtil jeg forbarmede mig og foreslog, at vi tog en ekstraordinær drikkepause. Efter den, var inspektionen ovre, og vi kunne for alvor komme videre. Vi fjernede resten af væggens forside uden flere større forstyrrelser. Bagsiden af væggen kunne tages på næsten samme måde. Her faldt der ikke sten ned, men i stedet kunne bjælkerne meget let finde vej selv, så det gjaldt om at sikre sig bedst muligt.Det lyder jo meget let, men i betragtning af den mængde træ der lå, da vi havde taget for- og bagvæg, var det tydeligt, at vi havde været flittige.

Siderne var samlet på tværs gennem væggen med et par jernstænger, der kun nødigt gav sig. Den nederste tog vi med en boltsaks, men den øverste kunne vi ikke finde moment til at klippe, så den savede vi med nedstrygeren.

Som nævnt ovenfor var siderne lavet af noget gevaldigt gods af jern eller stål (?). De var i fuld højde, hvilket nok er ca. 350 cm. For at holde disse monstre var de selvfølgelig støbt fast. Desværre var det nok med 0,5 m³ beton.

Vi gravede betonen fri i ca. 50 cm dybde, hvorefter vi monterede en stærk kæde højt oppe på siderne. Den anden ende af kæden satte vi efter Knuds bil. Det var en hård og ulige kamp, men efter flere træk, yderligere gravning og en masse krydsede fingre gav de sig.

Dog kun lidt. Vi kunne først på det tidspunkt konstatere, at der var ca. dobbelt så meget beton, som vi troede. Vi måtte forlade siderne stående kækt på sned i deres huller. De sidste kræfter brugte vi på at læsse de sidste sten og alu-pladen. Pladen smed vi hos Tåstrup-smeden, mens stenene fandt anvendelse til pynt i Carstens have. Jørgen havde travlt i det virkelige liv, så han fik lov at forlade os før tid – på betingelse af, at han senere bortkørte alt træet.

Mandag Knud (igen forstærket med sønnen Rasmus), der nu er ved at udvikle sig til en af selskabets helte, afsatte mandag eftermiddag til at fortsætte kampen mod de to betonkæmper. Først med assistance fra en af Tåstrup-smedens lærlinge, der skar de overjordiske dele af jernene i stykker, der kunne håndteres (stadig tunge, men dog muligt). Bevæbnet med en elektrisk mejsel-hammer på 30 kg., angreb far og søn betonen. Kampen blev mere uretfærdig, da det samtidigt blev styrtende regnvejr. Så meget, at det jog vore to krigere i ly i bilen. Også på stress-siden blev der presset, da kampen trak ud, så vagten i hallen begyndte at spørge efter et forventet sluttidspunkt (fyraften nærmede sig). Heldigvis var der planlagt selskab i Stopuret, så personalet var i gang, og strømforsyningen kunne flyttes derhen. Efter at betonen var slået bort i 90 cm dybde, var der stadig ingen ende at se på hverken beton eller jern. Så Knud og Rasmus måtte strække våben. Eneste trøst var, at Bo Stop (restauratøren) lovede at lægge et ord ind til rette vedkommende, så vi kunne håbe på at entreprenøren, der skulle bygge den nye væg til hallen, kunne ordne resten uden udgift for os, og sådan endte det også. Både Bo Stop + personale og også vi andre, er meget imponerede over Knuds indsats, der er omkostningsfri for selskabet (selvfølgelig skal vi betale lejen af mejsel-hammeren). John Korvin Thomassen Sekretær

Så sent som i maj måned begyndte opbygningen af den nye mur, hvori de nye skydevæg skulle laves. Bestyrelsen var en smule bekymret – for kunne muren og dermed skydevæggen blive færdig til tiden?

Tegningen til skydevægen, udarbejdet af arkitekt Sven Erik Hansen fra Solrød Strand, var klar og Taastrupsmeden havde forberedt, hvad der kunne forberedes, så væggen hurtigt kunne rejses, når murerne var færdige.

Tirsdag den 12. juni var væggen klar til brug

og den virkede!