Danmark kaldes foreningernes land, og Høje-Taastrup Kommune skiller sig ikke ud på det punkt:
Her er også mange foreninger. En af de ældste er Taastrup & Omegns Fugleskydnings Selskab Anno 1859.
Fugleskydning har rødder i middelalderlige traditioner i Europa, og der eksisterer fugleskydningsselskaber i mange byer i Danmark - det ældste selskab blev stiftet i Aalborg i 1441. Disse traditionsbevarende selskaber med papegøjeskydning blev fortrinsvis stiftet i byer af en vis størrelse og med et alsidigt byliv.
Da Danmarks første jernbane blev anlagt i 1847 mellem København og Roskilde, skabte det grundlaget for udbygning af Taastrup og Hedehusene, og i 1859 blev Taastrup & Omegns Fugleskydnings Selskab stiftet.
Denne publikation, "Skytter og Skiver 1859-1999", giver et billede af foreningen gennem 140 år, set i et personalhistorisk perspektiv.
Med den store interesse, lokalhistoriske emner altid vises her i Høje-Taastrup Kommune, vil mange få glæde af publikationen.
Samtidig kan vi glæde os over, at Taastrup & Omegns Fugleskydningsselskab fortsat er med til at skabe fest og farver i byen.


Anders Bak
Tidligere Borgmester